Resume af Beth Juncker Kap 9

Resume af kapitel 9 i " Dansk, kultur og kommunikation et pædagogisk perspektiv"

"Børn & kultur - mellem gamle og nye begreber og nye forestillinger" af Beth Juncker

 I det 20 år. hundrede var feltet (børnekulturen) blevet omfattet af to kulturbegreber nemlig det klassiske humanistiske som bestemte at børn var "becomings" (dvs. børnekulturen var pædagogisk tilrettelagt) hvor det antropologiske mente  børn er "beings" (dvs. børnenes kultur blev synliggjort)

Alle begreber har rødder i den virkelighed de skal udforske, begreber udspringer af praksis og ender i forestillinger som bevidst/ubevidst styrer vores:

• Syn
• Holdninger
• Handlinger
• Meninger

Samfund under forvandling - et epokalt skift?

Siden 1980'erne har vi i Vest Europa været vidne til en opbrudsituation, 

Muligheder for epokalt skift sker ved at globalisering, aftraditionalisering, æstetisering og øget selvrefleksivitet  involveres i samfundsmæssige og kulturelle forvandlingsprocesser. 

Kultur under forvandling:

Thomas Ziehe (tysk professor) kom med bud på konsekvenserne af den kulturelle forvandling og den centrale frisættelse handler i Ziehe's optik om en gennemgribende æstetisering af hverdagen. Frem til 1980'erne havde kulturinstitution og uddannelsesinstitution monopol på sin tilgang til det æstetiske, uddannelsessystemet var omfattet af en pædagogisk diskurs der betragtede æstetiske fag som middel til dannelse.
Monopolet var bygget på hierarkiske skel mellem:

• Finkultur = Dannelse/kvalitet (blev kvalitetsstemplet)
• Populær kultur = Marked, trivialitet, plagiat mm.

En del af systemets selvforståelse bliver at børn skal beskyttes mod de æstetiske produkter systemet ikke selv har kvalitetsstemplet.

Fra 1980'erne brydes overstående monopoler og finkulturen betragtes ikke længere som et dannelsesideal. Kvalitetsbegreberne står til diskussion. 

Kulturel frisættelse:

 En  kulturel frisættelse finder sted fra 1980'erne, men ikke en social frisættelse. Trods den omfattende institutionalisering/pædagogisering er det ikke her børnene socialiseres, det er ikke her de henter normer, værdier, identitet mm. Det gør de i den nye æstetiske hverdagskultur med de uformelle læreprocesser, her kan de udfolde sig uden pædagogiske/didaktiske mål.( Thomas Ziehes optik)

Æstetiseret hverdagskultur:

I 1970'erne og 1980'erne (Birminghamskolens studier) var skellet at børnekultur var en professionelt formidlet kultur (børn skulle have pædagogisk hjælp til selvhjælp) og ungdomskultur var en selvstændig organiseret kultur (de unge kunne selv). Det skel er nu under opløsning, der er langt flere lighedstræk mellem børns kultur og unges kultur end man tidligere havde antaget, det har meget at gøre med hvordan børn bruger hverdagskulturen.

Ud over de sociale betingelser har de kulturelle muligheder også udviklet sig for børn, for selvom daginstitutionerne er pædagogisk organiserede så har børnene adgang til en "mediepark" når de kommer hjem. Udfordringer/udfoldelser er ikke længere så fysiske som i 1950'erne hvor børn på alle aldre legede i gaderne (det har trafikale udvikling sat en stopper for) nu er det nye dimensioner af æstetisk symbolske mønstre der er i spil.-

Børnekultur og børns kultur:

Børns kultur er: En kultur, der til daglig omgås medierede æstetisk symbolske udtryk/kommunikationsformer, hvorimod børnekulturen er: En professionel formidler kultur hvor der b.la dyrkes litteratur, musik, teater mm.

Børn og unges kultur er mediekulturer, hverken skolekulturen eller børnekulturen er det (endnu)

Børnekultur - et humanistisk dannelsesbegreb:

I begyndelsen af det 20. århundrede blev kultur knyttet til det kendte hvor det derimod i slutningen af århundredet knyttedes til det ukendte.

Ordet børnekultur kom ind i det danske sprog i 1971, ikke som noget vi havde, men noget vi manglede. I 1972 blev børnekultur forbundet med medierne, i 1976 lød det sådan: "Børnekultur skulle udvikles som børnerettet kunst, der kunne støtte folkeskolens målsætninger.

Forestillinger om børns kultur som et kulturelt fænomen fandtes ikke.

Kultur for børn (skabte/ tilrettelagde oplevelsestilbudene)

Kultur med børn (skabte/tilrettelagde aktivitetstilbudene)

Sådan forholdte det sig frem til midten af 1980'erne.

Ifølge oldtidens grækere betyder paideia den kultur et menneske erhverver sig i sin opvækst, opdragelse og uddannelse som et centralt værdibegreb.Hos Cicero bliver paideia  til det romerske humanitis-"det at være menneske", et omfattende skel imellem dyr og mennesker.

Frem til 1600-1700 tallet er den pædagogiske interesse almen, pædagogikken  får først en formålsbestemt opgave da man finder ud af at barnet skal gøres til menneske ved b.la at bringe det fra sanse og følelsesmæssig forvirring frem til klarhed og fornuft, her skal filosofiske ideer og pædagogiske teorier/metoder hjælpe barnet.

Det pædagogiske børnekulturbegreb:
Det pædagogiske børnekultursbegreb har været forbundet med et normativt børneperspektiv om børns bedste altså hvordan beskytter vi dem mod oplevelser der kan skade og hvordan fremmer vi bedst deres kognitive/emotionelle udvikling.
Børns kultur - et antropologisk kulturbegreb:
Børn er ikke blot fremtidens brugere("becomings") de lever i nuet ("beings") Det antropologiske kulturbegreb åbner øjnene for at børn faktisk er i kultur, udover de to ældre kategorier " kultur for børn" og "kultur med børn" kan kategorien "børns kultur" nu også tilføjes . Hvad er det for et blik børn ser med? Hvilken position handler og taler de fra? Hvilken retning giver den deres praksis? Hvilken logik og etik rummer den?
Børns perspektiv:
Børneperspektiv er det sæt af teorier, begreber og metoder, som voksne tager i brug for at kunne nærme sig børns perspektiv.
Det kræver æstetiske kulturbegreber,om autoteliske kulturer, om leg som primær livskategori, om æstetiske processer/erfaringer og om sensitive erkendelsesveje.
Leg - en selvstændig livskategori:
"Leg er en primær menneskelig livsform, en selvberoende, autotelisk kultur, der kun kan gribes/begribes på egne præmisser" ( Pieter Breughel)
Instrumentelle og autoteliske kulturer:
De instrumentelle kulturer knytter sig til b.la børns pædagogiske institutioner og skoler,for voksnes vedkommende til b.la arbejdsliv. De er alle omfattet af udefrakommende overordnede målsætninger såsom love,læreplaner mm. De vil og skal noget med os, resultaterne kan testes.
De autoteliske kulturer knytter sig til frihed og kulturliv, her er ingen målsætninger, her styrer man selv.
Børns kultur er en sådan autotelisk kultur, en metakultur.
Folkelige og professionelle metakulturer:
Voksne og børns kulturliv bygger på autoteliske metakulturer.I de pauser der ikke er belagt med formelle krav (fritiden) kan vi være skabende, udøvende, oplevende og deltagende. Kulturlivet retter sig ikke mod arbejde/uddannelse, det retter sig mod os som mennesker. Målet er at berige vores personlige liv.
Smag:
I vores fritid har vi friheden til selv at bestemme  hvad vi vil.
Selvom der er foretaget undersøgelser om børn er der ikke et samlet billede af faktorer, der influrerer på børns smag.
Foreløbig tyder meget på at det er den folkelige kulturs kvaliteter der styrer børns smag. Børns kultur er gennemtævet af kulturelle fortolkningsfællesskaber, de har ikke samme smag, de vælger forskelligt, men principperne bag forskellighederne er de samme.
Pierre Bordieu skænkede os begrebet "habitus" vores kulturelle adfærd.
Æstetiske kulturbegreber:
Det er den æstetiske forankring, der gør det sociale samvær på dette felt muligt. Om vi ønsker det eller ej vil det børnekulturelle fortolkningsfællesskab altid være tilstede som legende, et narrativt begær og vilje. Det rummer en energi, en kreativ kraft, en ekspressiv logik/etik. Nye medier supplerer ældre som redskaber for børns autoteliske metakultur, det forder både kultursystem uddannelsessystem til at spille sammen med børns autoteliske metakultur. En kultur der ikke skelner imellem høj og lav, men som har rødder i folke, fest og latterkultur .

Udarbejdet af Kamilla Toft Johansen pn12906