Indsamling af børns vittigheder

Min formiddag med 4 skønne unger

Jeg har idag tilbragt at par herlige timer med mine to niecer Sille på 12, Maya på 11, min nevø Mikkel på 10 samt deres veninde Mia på 13.
Imens vi sidder og får boller spørger jeg dem hvad de fortæller af vittigheder når de er i skole eller når de er sammen med deres venner i fritiden. Jeg får at vide at ordet vittighed lyder gammeldags og at det hedder joke.Ingen af dem kan sådan lige komme på en vittighed, de fortæller mig, at det ikke er sådan noget de går og fortæller i skolen. Jeg spørger dem hvad de så griner af når de er sammen med deres venner og de fortæller at de b.la går ind på  You Tube og søger under "Fun Videos" så kommer der en masse sjove klip, der åbenbart får deres lattermuskler igang.For lige som at få dem til at tænke over  om de nu ikke har en vits eller to i "ærmet" nævner jeg, at da jeg var barn fortalte vi "Alle børnene", det var simpelthen stikordet til Mikkel for han siger så: "Åh ja jeg kender da sådan en" og han fortæller:

• "Alle børnene løber ud af den brændende skole, undtagens Finn, han troede det ringende ind".

Mikkel kunne ikke lade være med at grine da han fortalte den og det kunne vi andre heller ikke, jeg spurgte hvor han havde hørt den, men det kunne han ikke huske.

Efter at "Alle børnene" genren var bragt på bane, fik Mikkel lyst til at gå ind på nettet og søge flere af denne genre, han fortalte mig at han imorgen ville genfortælle nogen af de sjove til hans ven Magnus.
Da vi blev "trætte" af at høre om "Alle børnene" fortæller Maya at hun da foresten kender en joke med en blondine. Den lyder sådan her:

• " En blondine kommer ind i en butik og siger: Jeg vil gerne købe det der fjernsyn. Forhandleren siger vi sælger ikke fjernsyn til blondiner, så går hun hjem og tager en sort paryk på og går tilbage og siger jeg vil gerne købe det der fjernsyn. Forhandleren siger igen at de ikke sælger fjernsyn til blondiner, så går hun hjem og tager en rød paryk på og kommer tilbage. Forhandleren siger igen at de ikke sælger fjernsyn til blondiner, blondinen spørger hvordan forhandleren kan se hun er blondine. Forhandleren svarer: Fordi du hele tiden peger på den samme mikrobølgeovn".

Maya fortalte hun havde læst vittigheden på nettet på et tidspunkt, jeg spurgte hende om hun sommetider bliver drillet med at være blondine (da Maya er lyshåret), men det gør hun ikke og det er der heller ikke nogen i hendes klasse der gør, altså er "blondine vitser" ikke noget der florerer i Maya's hverdag.

Efter sådan en formiddag i samvær med nutidens børn/unge er jeg kommet frem til at mine niecer og nevø samt deres omgangskreds ikke fortæller vittigheder som vi gjorde da jeg var barn.

Den mundtlige legekultur er idag styret af medierne for som jeg kan høre på min niece griner børn sammen når de fx. sidder foran en Ipad og tjekker sjove klip på You Tube.

Min fornemmelse siger mig at børn ikke går og fortæller vittigheder og gåder til hinanden som man gjorde engang, det er ligesom ikke en del af deres mundtlige legekultur da de ikke rigtig har lært det.

Men jeg er sikker på man sagtens kan være med til at præge dem til at fortælle sjove vittigheder, jeg så i hvert fald idag at mine opfordringer fik gang i Maya og Mikkels tanker.

Der gik lige som sport i at finde flere vittigheder på nettet og at Mikkel vil genfortælle dem i skolen, må jo betyde at de har gjort indtryk på ham og derfor præget ham til at blive "vittigheds-fortæller".

Da Mikkel fortalte sin"Alle børnene vits", kunne man godt se og fornemme på Mikkel at det i hans verden kan virke en smule "uartigt" at fortælle om en dreng der ikke når ud af en brændende skole.

Her kan man godt sige at legekulturens genre er et medie for at udtrykke børns socialiseringserfaringer såsom kulturelle tabuer som død,ulykke mm. (Afsnittet af Paul Bjerregaard)

For ligesom at få bekræftet min teori om at børn idag ikke sådan fortæller vittigheder længere ringede jeg til min veninde der har en datter på 5. Hun kunne fortælle at Julie som datteren hedder, heller ikke fortæller vittigheder og heller ikke gåder som jeg også spurgte ind til. Min veninde mener at årsagen kan være at hun som moder ikke har lært hende det og som der står beskrevet i Paul Bjerregaard' s afsnit har familien en vigtig betydning for børns mundtlige legekultur, det er de voksne (Julies mor) der skal lære børnene (Julie) at tilegne sig glæden ved at udvikle sans for humor.

Kamilla Toft Johansen