"En uge med uhygge" Gruppeopgave

”EN UGE MED UHYGGE”

Tema uge med børn i 9-10 års alderen

Udarbejdet af: Connie, Mette & Kamilla

Hvad: Vi vil tage udgangspunkt i en SFO med børn i 9-10 års alderen (ca. 20 børn)

Hvordan: Vi vil reservere et lokale i SFO’en i en uge, her vil vi med forskellige metoder/redskaber skabe pædagogisk rum for at arbejde med temaet gys. 

Vi vil på forældre intranet meddele hvad vi har tænkt os at lave med børnene og at det bliver fra mandag til fredag i bestemte tidsrum. I sådan en meddelelse til forældrene, er det også vigtigt at uddybe at vi som pædagoger har taget hensyn til målgruppen ved at tilpasse materialet til børn i 9-10 års alderen. En sådan tilpasning er nødvendigt, så man ikke ”skræmmer” nogen fra vid og sans. Selvfølgelig er der forskel på børn og hvad der gør dem bange, men vi vil være meget opmærksom på deres reaktioner for at være sikre på at alle er okay med det vi laver.

Hvorfor: Det uhyggelige optræder i mange forskellige former i børns fortællinger og leg. Vi har viden om de genrer/udtryksformer børnene bruger, men mindre viden om hvordan de bruger genren, når det drejer sig om konkrete situationer og sammenhænge. Fortolkningen af, hvilken betydning der kan lægges i brug af genren, hænger sammen med den konkrete kontekst. Mundtlig fortælling er øjeblikkets og situationens kunstform hvor den gode fortæller er lydhør og reagerer på reaktioner fra tilhørerne. Den gode fortæller bruger også mange sproglige og dramatiske virkemidler fx stemmeføring. (”Børns mundtlige legekultur” af Povl Bjerregaard)

Med b.la denne teoretiske baggrundsviden, mener vi at sådan en temauge kan være meget lærerig, sjov og spændende for børnene da det er et projekt hvor leg og læring bliver koblet sammen i et socialt samvær. I forbindelse med planlægning af projektet har vi også tænkt de seks læreplanstemaer med ind over, dem vil vi komme ind på senere.

Sådan har vi forestillet os ugen skal forløbe:

Mandag (kl.13-16): Vi mødes i det udvalgte lokale (”det uhyggelige rum”) hvor vi præsenterer genren for børnene og vi fortæller dem hvad vi skal beskæftige os med i løbet af ugen. Vi læser en kort gyserhistorie op, hvilket vi vil gøre hver dag som en start når vi mødes i ”det uhyggelige rum” som forslag til oplæsning har vi b.la:

•   ” Dødens hus” af Henrik Einspor

•     ”Tror du på spøgelser?” af Daniel Zimakoff

•   ” Det gemmer sig i mørket og andre gys” af Kenneth Bøgh Andersen

De udvalgte bøger er mindet til børn i 9-10 års alderen. At vi vil læse en historie for børnene hver dag er for at give dem inspiration til den gyserfortælling de selv skal udarbejde i slutningen af ugen. Som voksne mundtlige fortællere vil vi lægge vægt på de sproglige virkemidler i håb om det ”smitter” af på børnene.

Alfred Hitchcock sagde engang: ” Det at forberede sit publikum på spænding er essensen af gysergenren”

Tirsdag (kl.13-16): Denne dag skal børnene lave pynt, så vi kan få det ”uhyggelige rum” pyntet op. Vi har nogle forslag som fx kunne være:

·        Spindelvæv i vat/garn

·        Klippe/klistre edderkopper, spøgelser mm. i forskellige materialer

Vi håber selvfølgelig at børnene også har nogle kreative ideer.

Vi foreslår også at de kan tage rekvisitter/udklædning med hjemmefra. 

På skolen vil vi gå op og låne udstoppede dyr og skelettet der står i fysiklokalet, vi er sikre på det vil skabe en god uhygge.

Onsdag (kl. 13-16): Børnene skal introduceres til en gyserfilm på et niveau de kan forholde sig til, der vil altid være nogle etiske overvejelser omkring hvornår børn har alderen til at se gyserfilm. Børn er jo meget forskellige, nogle er følsomme og tænker meget over tingene hvor andre er ”hårde” og tænker ikke videre over det.

Vi vil informere forældrene om at filmen vises, det er jo deres valg om deres barn skal deltage. Filmvisningen vil komme til at foregå i trygge rammer og bagefter vil der være tid til at tale om filmen og få den afmystificeret.

Vi foreslår filmen ”Coraline” som er en animationsfilm i eventyr/gysergenren.

Link til film trailer: http://www.youtube.com/watch?v=LO3n67BQvh0

Torsdag (kl. 13-16): Tage en snak med børnene om hvilke lyde der kan virke skræmmende på dem, fx når de er ude om aftenen eller når de ligger i sengen om aftenen og skal sove. Herefter vil vi dele dem op i grupper med ipads, som skal fungere som diktafoner, med dem kan de fx gå udenfor eller rundt i SFO’en og optage uhyggelige lyde der skal bruges i forbindelse med oplæsninger af deres egne gyserfortællinger om fredagen.

Fredag (kl.13-15.30 & 17.30-21.30): Når børnene møder ind efter endt skoledag bliver de delt op, den ene halvdel skal pynte ”det uhyggelige rum” op med det pynt og rekvisitter vi har lavet om tirsdagen. Den anden halvdel går i køkkenet for at lave ”gyselig mad”. Der skal laves:

·        Dragebræk på klam kage( ”Amo den store bage bog 3 - året rundt” afsnit om Halloween)

·        Fingerhorn (i stedet for pølsehorn)

·        Orm og øjenæbler i blod (Spaghetti m. kødboller og tomatsovs)

Efter maden er lavet til om aftenen og rummet er pyntet op, sendes børnene hjem et par timer, så dagen ikke bliver for lang for dem.

Vi mødes igen kl. 17.30 hvor vi spiser uhyggelig mad sammen i vores ”uhyggelige rum”. Efter spisningen leger vi ”spøgelses tik”, fangeren får et hvidt lagen over sig hvor det er klippet sådan så ansigtet er frit, det er heller ikke så langt, så alle børnene kan passe det og have mulighed for at være den der fanger. De børn der bliver tikket bliver af de levende båret over til de ”de dødes rige-Limbo”, så ligger de ikke i vejen.

Efter vi har leget overstående leg skal vi i gang med ”Zombie løbet – et stjerneløb”, løbet kommer til at foregå i den skov der ligger nabo til SFO’en.

Vi har en base hvor vi sender børnene af sted til de forskellige poster, her skal børnene deltage i ”skræmmende” eller ”ulækre” aktiviteter for at få ord.

Eksempler på poster:

·        Huskeleg: Der hænger ting på en tørresnor der er bundet mellem nogle træer, børnene skal med den ene hånd holde i snoren og følge den, undervejs skal de huske hvad det er de møder.

·        Smage/føle leg: Børnene får bind for øjnene, de skal tage ”klamme” ting i munden og smage på dem, det kan fx være koldt pasta slimet af olie.

Efter hver fuldendt post får børnene lov til at trække et ord op af posen, med disse ord skal de nu gå tilbage til SFO’en hvor vi har dannet små grupper af 5, her er meningen de med ordene og inspiration fra ugens forløb skal lave gyserfortællinger.

Børnene får ca. en halv time til at udarbejde historierne og herefter mødes vi i ”det uhyggelige rum” hvor vi tænder stearinlys i krogene og dæmper lyset. Vi sidder os på de madrasser der ligger på gulvet og børnene får nu muligheden for at fortælle deres historier. Under fortællingerne vil vi bruge nogle af de lyd optagelser børnene har optaget om torsdagen.

Under fortællingerne optager vi børnene, til glædeligt gensyn og til senere inspiration for andre.

Afrunding

Når man planlægger sådan en emneuge, er det vigtigt at man gør sig nogle tanker omkring det faglige indhold i aktiviteterne. Hvad er det vi gerne vil opnå osv. Ligeledes er det vigtigt at evaluere og dokumentere på ugen, om det gik som forventet, hvad kan gøres anderledes osv. Til dette kan man f.eks. bruge den didaktiske planlægningsmodel SMTTE.

Ligeledes er det vigtigt at man tænker læreplanstemaerne ind i sin planlægning. Man skal så vidt muligt prøve at komme omkring dem alle.

1)Barnets alsidige personlige udvikling,
Når børn udsættes for udfordringer, sker der også en personlig udvikling. Dette sker mange gange i løbet af ugen. Faktisk er der udfordringer alle dage. Denne udvikling kræver ansvarlige voksne, der lytter og går i børnehøjde for at forstå og følge børns måder at se og være i verden på.
2) Sociale kompetencer
Når børn får mulighede for at lege og løse opgaver sammen med andre udvikles deres sociale kompetencer. Disse Tilgodeses hele ugen. Bl.a. i samarbejdet om maden, om udviklingen af gyser historien, i legen osv.
 3) Sprog 
Behersker man sproget, kan man udtrykke sine meninger, følelser og behov. Gysergenren er med til at give en nuance i sproget. Når der bliver læst historie, set film, ordlegen på zombieløbet osv. Dette udfordrer deres sproglige kreativitet, og lærer dem at kende forskel på genrer af historier
4)Krop og bevægelse
Kroppen er en måde at sanse og kommunikere med verden på. Derfor er det vigtigt, at børn oplever glæden ved at bruge kroppen. Dette kan vi gøre ved at lave miljøer og aktiviteter, der udfordrer og inviterer til fysisk aktivitet. Fredagens aktiviteter med spøgelsestik, og zombi løb inviterer til dette
 5) Naturen og naturfænomener
Oplevelser i naturen udvikler børn følelsesmæssigt, mentalt og fysisk. Dette er det læreplanstema der bliver mindst tilgodeset i løbet af ugen. Men fredagens zombieløb foregår dog ude i naturen.
 6) Kulturelle udtryksformer og værdier.
Kultur er en måde at forstå sig selv og verden på og giver børnene et nuanceret syn på verden. Ved at indføre dem i gysergenren, vise dem film, læse bøger udvider man børnenes horisont.

Resume af Beth Juncker Kap 9

Resume af kapitel 9 i " Dansk, kultur og kommunikation et pædagogisk perspektiv"

"Børn & kultur - mellem gamle og nye begreber og nye forestillinger" af Beth Juncker

 I det 20 år. hundrede var feltet (børnekulturen) blevet omfattet af to kulturbegreber nemlig det klassiske humanistiske som bestemte at børn var "becomings" (dvs. børnekulturen var pædagogisk tilrettelagt) hvor det antropologiske mente  børn er "beings" (dvs. børnenes kultur blev synliggjort)

Alle begreber har rødder i den virkelighed de skal udforske, begreber udspringer af praksis og ender i forestillinger som bevidst/ubevidst styrer vores:

• Syn
• Holdninger
• Handlinger
• Meninger

Samfund under forvandling - et epokalt skift?

Siden 1980'erne har vi i Vest Europa været vidne til en opbrudsituation, 

Muligheder for epokalt skift sker ved at globalisering, aftraditionalisering, æstetisering og øget selvrefleksivitet  involveres i samfundsmæssige og kulturelle forvandlingsprocesser. 

Kultur under forvandling:

Thomas Ziehe (tysk professor) kom med bud på konsekvenserne af den kulturelle forvandling og den centrale frisættelse handler i Ziehe's optik om en gennemgribende æstetisering af hverdagen. Frem til 1980'erne havde kulturinstitution og uddannelsesinstitution monopol på sin tilgang til det æstetiske, uddannelsessystemet var omfattet af en pædagogisk diskurs der betragtede æstetiske fag som middel til dannelse.
Monopolet var bygget på hierarkiske skel mellem:

• Finkultur = Dannelse/kvalitet (blev kvalitetsstemplet)
• Populær kultur = Marked, trivialitet, plagiat mm.

En del af systemets selvforståelse bliver at børn skal beskyttes mod de æstetiske produkter systemet ikke selv har kvalitetsstemplet.

Fra 1980'erne brydes overstående monopoler og finkulturen betragtes ikke længere som et dannelsesideal. Kvalitetsbegreberne står til diskussion. 

Kulturel frisættelse:

 En  kulturel frisættelse finder sted fra 1980'erne, men ikke en social frisættelse. Trods den omfattende institutionalisering/pædagogisering er det ikke her børnene socialiseres, det er ikke her de henter normer, værdier, identitet mm. Det gør de i den nye æstetiske hverdagskultur med de uformelle læreprocesser, her kan de udfolde sig uden pædagogiske/didaktiske mål.( Thomas Ziehes optik)

Æstetiseret hverdagskultur:

I 1970'erne og 1980'erne (Birminghamskolens studier) var skellet at børnekultur var en professionelt formidlet kultur (børn skulle have pædagogisk hjælp til selvhjælp) og ungdomskultur var en selvstændig organiseret kultur (de unge kunne selv). Det skel er nu under opløsning, der er langt flere lighedstræk mellem børns kultur og unges kultur end man tidligere havde antaget, det har meget at gøre med hvordan børn bruger hverdagskulturen.

Ud over de sociale betingelser har de kulturelle muligheder også udviklet sig for børn, for selvom daginstitutionerne er pædagogisk organiserede så har børnene adgang til en "mediepark" når de kommer hjem. Udfordringer/udfoldelser er ikke længere så fysiske som i 1950'erne hvor børn på alle aldre legede i gaderne (det har trafikale udvikling sat en stopper for) nu er det nye dimensioner af æstetisk symbolske mønstre der er i spil.-

Børnekultur og børns kultur:

Børns kultur er: En kultur, der til daglig omgås medierede æstetisk symbolske udtryk/kommunikationsformer, hvorimod børnekulturen er: En professionel formidler kultur hvor der b.la dyrkes litteratur, musik, teater mm.

Børn og unges kultur er mediekulturer, hverken skolekulturen eller børnekulturen er det (endnu)

Børnekultur - et humanistisk dannelsesbegreb:

I begyndelsen af det 20. århundrede blev kultur knyttet til det kendte hvor det derimod i slutningen af århundredet knyttedes til det ukendte.

Ordet børnekultur kom ind i det danske sprog i 1971, ikke som noget vi havde, men noget vi manglede. I 1972 blev børnekultur forbundet med medierne, i 1976 lød det sådan: "Børnekultur skulle udvikles som børnerettet kunst, der kunne støtte folkeskolens målsætninger.

Forestillinger om børns kultur som et kulturelt fænomen fandtes ikke.

Kultur for børn (skabte/ tilrettelagde oplevelsestilbudene)

Kultur med børn (skabte/tilrettelagde aktivitetstilbudene)

Sådan forholdte det sig frem til midten af 1980'erne.

Ifølge oldtidens grækere betyder paideia den kultur et menneske erhverver sig i sin opvækst, opdragelse og uddannelse som et centralt værdibegreb.Hos Cicero bliver paideia  til det romerske humanitis-"det at være menneske", et omfattende skel imellem dyr og mennesker.

Frem til 1600-1700 tallet er den pædagogiske interesse almen, pædagogikken  får først en formålsbestemt opgave da man finder ud af at barnet skal gøres til menneske ved b.la at bringe det fra sanse og følelsesmæssig forvirring frem til klarhed og fornuft, her skal filosofiske ideer og pædagogiske teorier/metoder hjælpe barnet.

Det pædagogiske børnekulturbegreb:
Det pædagogiske børnekultursbegreb har været forbundet med et normativt børneperspektiv om børns bedste altså hvordan beskytter vi dem mod oplevelser der kan skade og hvordan fremmer vi bedst deres kognitive/emotionelle udvikling.
Børns kultur - et antropologisk kulturbegreb:
Børn er ikke blot fremtidens brugere("becomings") de lever i nuet ("beings") Det antropologiske kulturbegreb åbner øjnene for at børn faktisk er i kultur, udover de to ældre kategorier " kultur for børn" og "kultur med børn" kan kategorien "børns kultur" nu også tilføjes . Hvad er det for et blik børn ser med? Hvilken position handler og taler de fra? Hvilken retning giver den deres praksis? Hvilken logik og etik rummer den?
Børns perspektiv:
Børneperspektiv er det sæt af teorier, begreber og metoder, som voksne tager i brug for at kunne nærme sig børns perspektiv.
Det kræver æstetiske kulturbegreber,om autoteliske kulturer, om leg som primær livskategori, om æstetiske processer/erfaringer og om sensitive erkendelsesveje.
Leg - en selvstændig livskategori:
"Leg er en primær menneskelig livsform, en selvberoende, autotelisk kultur, der kun kan gribes/begribes på egne præmisser" ( Pieter Breughel)
Instrumentelle og autoteliske kulturer:
De instrumentelle kulturer knytter sig til b.la børns pædagogiske institutioner og skoler,for voksnes vedkommende til b.la arbejdsliv. De er alle omfattet af udefrakommende overordnede målsætninger såsom love,læreplaner mm. De vil og skal noget med os, resultaterne kan testes.
De autoteliske kulturer knytter sig til frihed og kulturliv, her er ingen målsætninger, her styrer man selv.
Børns kultur er en sådan autotelisk kultur, en metakultur.
Folkelige og professionelle metakulturer:
Voksne og børns kulturliv bygger på autoteliske metakulturer.I de pauser der ikke er belagt med formelle krav (fritiden) kan vi være skabende, udøvende, oplevende og deltagende. Kulturlivet retter sig ikke mod arbejde/uddannelse, det retter sig mod os som mennesker. Målet er at berige vores personlige liv.
Smag:
I vores fritid har vi friheden til selv at bestemme  hvad vi vil.
Selvom der er foretaget undersøgelser om børn er der ikke et samlet billede af faktorer, der influrerer på børns smag.
Foreløbig tyder meget på at det er den folkelige kulturs kvaliteter der styrer børns smag. Børns kultur er gennemtævet af kulturelle fortolkningsfællesskaber, de har ikke samme smag, de vælger forskelligt, men principperne bag forskellighederne er de samme.
Pierre Bordieu skænkede os begrebet "habitus" vores kulturelle adfærd.
Æstetiske kulturbegreber:
Det er den æstetiske forankring, der gør det sociale samvær på dette felt muligt. Om vi ønsker det eller ej vil det børnekulturelle fortolkningsfællesskab altid være tilstede som legende, et narrativt begær og vilje. Det rummer en energi, en kreativ kraft, en ekspressiv logik/etik. Nye medier supplerer ældre som redskaber for børns autoteliske metakultur, det forder både kultursystem uddannelsessystem til at spille sammen med børns autoteliske metakultur. En kultur der ikke skelner imellem høj og lav, men som har rødder i folke, fest og latterkultur .

Udarbejdet af Kamilla Toft Johansen pn12906

Resume af " At skabe antropologisk viden om børn"

Resume af "At skabe antropologisk viden om børn"

( Kapitel 1 i "Feltarbejde blandt børn: metodologi og etik i etnografisk børneforskning" af  Gulløv & Højlund)

Antropologi vil sige videnskab om mennesket og dette kapitel omhandler feltarbejde blandt børn, som et udgangspunkt for antropologisk videnskab.

Antropologisk børneforskning anskues som en videnskablig disciplin der er rettet mod børn og de sammenhænge de indgår i. Tilgangen til denne videnskab er hverken behovskabt, målrettet, afgrænset eller fordefineret, tværtimod er det for at indkredse de forskellige forhold hos børn såsom handlinger, muligheder, fortolkninger og udvikling.

Feltarbejde: 

At være i felten vil sige man igennem længere tid indgår i sociale situationer og opbygger relationer med de mennesker man udforsker. På denne måde kan man få et indtryk af deres liv og opfattelser som kan være fyldestgørende for den der udforsker.

For at indtage en accepteret position i forhold til de mennesker man udforsker er et ophold over længere tid (i felten) en forudsætning, dette gør nemlig at man som udforsker kan:

• Skelne det typiske fra det enestående
• Få indsigt i mønstre/betydningsfulde gentagelser
• Blive fortrolig med roller, rutiner, sprog og omgangsformer

Et vigtigt element er også at man undrer sig over de forhold man oplever i feltarbejdet, da denne undren giver anledning til en ny undren.

Deltagerobservation:

Uden deltagelse forstår man ikke bevæggrunde og erfaringer, men kommer i stedet til at hænge fast på ens egen virkeligheds opfattelse. Som deltager skal man gerne kunne veksle imellem at deltage i andre menneskers hverdag kombineret med at være systematisk reflekterende og iagttagende.

Arbejder man med etnografiske metoder er det vigtigt man kan ligge afstand til det kendte og hjemlige,da de ude i verden har nogle andre grundlæggende motiver/kulturelle værdier i deres hverdag. Uanset om man arbejder ude eller hjemme er bestræbelserne at forstå de mennesker man har med at gøre.

Feltarbejde som refleksiv tilstand:

Refleksivitet (selvreference) er grundlaget for at kunne håndtere balancen mellem nærhed og distance. Kun gennem systematiske overvejelser over feltprocessen,empiriens karakter og egne forudsætninger kan man håndtere på en gang at sætte sig ind i andre menneskers liv. Grænsen mellem subjekt/objekt bliver sløret da man som forsker er nød til at at stille spørgsmål ved sig selv og sit eget værdigrundlag.Der findes ikke noget empirisk råmateriale, som objektivt reflekterer virkeligheden, det empiriske forskningsmateriale bliver til i relationen mellem forsker og forskningsobjekt og denne relation bliver afgørende for materialets karakter/analysebarhed. Et grundlæggende aspekt ved refleksivteten er at forsker er opmærksom på de udvælgelser der foretages og de personlige forhold som påvirker ens opfattelse af empiri (erfaringslære)

Mødet med forskningobjektet er inspireret af teoretiske perspektiver, personlige erfaringer samt prioriteter og impirien er den registrering man foretager sig i dette møde. Refleksivteten har ingen bund, da man kan blive ved med at stille spørgsmål til sin egen tilstedeværelse, handlemåder og de kategorier man tænker i.

Om konstruktionen af et barneperspektiv:

Grundet interesse for børns opfattelser er deres inddragelse i forskningen på lige fod med andre former for informanter.

Begreber som barneperspektiv og børnekultur er idag centralt i forskningsdebatten.

Børnene har adgang til deres egen verden og er i praksis eksperter på deres eget liv og kender deres sociale omgivelser bedre end en feltarbejder kommer til, men der er forskel på at kende en kultur og forstå den.

Analyse af kontekst:

Hvor meget tager man med, og hvad betyder ens egne fornemmelser for relevans for de udvælgelser man gør sig.

Kontekst er forbindelser, der opfattes som relevante i det man udforsker, men bedømmelsen af relevans beror på en konstruktion af fænomenet som forskeren foretager.

Kontekst er udtryk for et konkret samspil mellem personlige, sociale og kulturelle omstændigheder i det enkelte barns sociale omgang.

Kontekst er det der gør etnografiske undersøgelser særskilt  antropologiske. Man kan ikke på forhånd vide hvilken forskel der gør en forskel.

Antropologisk viden om børn:

Pointen i forhold til studier af børn er, at børn ikke bare er en entydig kategori. Fra samfund til samfund kan det i opfattelser variere hvad barndom er, hvad børn har godt af og hvad børn kan.

Antropologiens væsentligste bidrag til børneforskningen ligger i udforskningen af forbindelserne mellem barnet og dets kontekst, mellem det individuelle og det generelle, som de udfolder sig i hverdagens interaktioner, betydningsdannelser og sociale alliancer.

Kamilla Toft Johansen

Indsamling af børns vittigheder

Min formiddag med 4 skønne unger

Jeg har idag tilbragt at par herlige timer med mine to niecer Sille på 12, Maya på 11, min nevø Mikkel på 10 samt deres veninde Mia på 13.
Imens vi sidder og får boller spørger jeg dem hvad de fortæller af vittigheder når de er i skole eller når de er sammen med deres venner i fritiden. Jeg får at vide at ordet vittighed lyder gammeldags og at det hedder joke.Ingen af dem kan sådan lige komme på en vittighed, de fortæller mig, at det ikke er sådan noget de går og fortæller i skolen. Jeg spørger dem hvad de så griner af når de er sammen med deres venner og de fortæller at de b.la går ind på  You Tube og søger under "Fun Videos" så kommer der en masse sjove klip, der åbenbart får deres lattermuskler igang.For lige som at få dem til at tænke over  om de nu ikke har en vits eller to i "ærmet" nævner jeg, at da jeg var barn fortalte vi "Alle børnene", det var simpelthen stikordet til Mikkel for han siger så: "Åh ja jeg kender da sådan en" og han fortæller:

• "Alle børnene løber ud af den brændende skole, undtagens Finn, han troede det ringende ind".

Mikkel kunne ikke lade være med at grine da han fortalte den og det kunne vi andre heller ikke, jeg spurgte hvor han havde hørt den, men det kunne han ikke huske.

Efter at "Alle børnene" genren var bragt på bane, fik Mikkel lyst til at gå ind på nettet og søge flere af denne genre, han fortalte mig at han imorgen ville genfortælle nogen af de sjove til hans ven Magnus.
Da vi blev "trætte" af at høre om "Alle børnene" fortæller Maya at hun da foresten kender en joke med en blondine. Den lyder sådan her:

• " En blondine kommer ind i en butik og siger: Jeg vil gerne købe det der fjernsyn. Forhandleren siger vi sælger ikke fjernsyn til blondiner, så går hun hjem og tager en sort paryk på og går tilbage og siger jeg vil gerne købe det der fjernsyn. Forhandleren siger igen at de ikke sælger fjernsyn til blondiner, så går hun hjem og tager en rød paryk på og kommer tilbage. Forhandleren siger igen at de ikke sælger fjernsyn til blondiner, blondinen spørger hvordan forhandleren kan se hun er blondine. Forhandleren svarer: Fordi du hele tiden peger på den samme mikrobølgeovn".

Maya fortalte hun havde læst vittigheden på nettet på et tidspunkt, jeg spurgte hende om hun sommetider bliver drillet med at være blondine (da Maya er lyshåret), men det gør hun ikke og det er der heller ikke nogen i hendes klasse der gør, altså er "blondine vitser" ikke noget der florerer i Maya's hverdag.

Efter sådan en formiddag i samvær med nutidens børn/unge er jeg kommet frem til at mine niecer og nevø samt deres omgangskreds ikke fortæller vittigheder som vi gjorde da jeg var barn.

Den mundtlige legekultur er idag styret af medierne for som jeg kan høre på min niece griner børn sammen når de fx. sidder foran en Ipad og tjekker sjove klip på You Tube.

Min fornemmelse siger mig at børn ikke går og fortæller vittigheder og gåder til hinanden som man gjorde engang, det er ligesom ikke en del af deres mundtlige legekultur da de ikke rigtig har lært det.

Men jeg er sikker på man sagtens kan være med til at præge dem til at fortælle sjove vittigheder, jeg så i hvert fald idag at mine opfordringer fik gang i Maya og Mikkels tanker.

Der gik lige som sport i at finde flere vittigheder på nettet og at Mikkel vil genfortælle dem i skolen, må jo betyde at de har gjort indtryk på ham og derfor præget ham til at blive "vittigheds-fortæller".

Da Mikkel fortalte sin"Alle børnene vits", kunne man godt se og fornemme på Mikkel at det i hans verden kan virke en smule "uartigt" at fortælle om en dreng der ikke når ud af en brændende skole.

Her kan man godt sige at legekulturens genre er et medie for at udtrykke børns socialiseringserfaringer såsom kulturelle tabuer som død,ulykke mm. (Afsnittet af Paul Bjerregaard)

For ligesom at få bekræftet min teori om at børn idag ikke sådan fortæller vittigheder længere ringede jeg til min veninde der har en datter på 5. Hun kunne fortælle at Julie som datteren hedder, heller ikke fortæller vittigheder og heller ikke gåder som jeg også spurgte ind til. Min veninde mener at årsagen kan være at hun som moder ikke har lært hende det og som der står beskrevet i Paul Bjerregaard' s afsnit har familien en vigtig betydning for børns mundtlige legekultur, det er de voksne (Julies mor) der skal lære børnene (Julie) at tilegne sig glæden ved at udvikle sans for humor.

Kamilla Toft Johansen

Resume af kap. 10 i "Dansk, kultur og kommunikation et pædagogisk perspektiv" 

"Børns mundtlige legekultur" af Povl Bjerregaard

Børns mundtlige legekultur er en definition af udtryksformer af forskellige genre, disse genrer vil jeg definere senere.

Børnene tilegner sig denne kultur ved at legen med sproget får betydning for dem.

Familien har en stor betydning for børns mundtlige legekultur idet børnene kan lære at værdsætte/udvikle sans for humor både fra forældre og søskende.

Medierne (nettet, tv mm.) har også stor betydning da de leverer råstof, et råstof børn bruger og bearbejder i deres legekultur.

Børn og voksne er fortællere på forskellig måder og fortællingen har en central betydning

.

Voksne udtrykker sig i:

• Information
• Forklaring
• Begreb

Børn udtrykker sig derimod i:

• Fortælling
• Metafor
• Symbol

Fortællingen er en grundform for at børnene får en forståelse af sig selv og verdenen.

5 forskellige genrer/udtryksformer

Gåder/gådevitser: Denne genre har flere tusind år bag sig og har en humoristisk diskurs. Idag lever gåder primært blandt mindre børn hvor klassiske gådebøger er med til at holde genren levende. At gætte det rigtige svar i en gåde kræver b.la sproglig viden, logisk sans og fantasi, små børn kan ofte efterligne en gåde de har hørt, men har ikke altid pointen.

Gyserfortællinger: Denne type hentes fra bøger, film, computerspil eller private fantasier i fiktiv form. Allerede i starten af fortællingen skaber børnene en genreforventning, de har en skrækblandede fryd, da de ikke ved hvornår gyset indetræffer. Som fortæller af en gyser er det vigtigt at  man bruger sproglige virkemidler fx. stemmeføring. For at fastholde tilhørerne er det også vigtigt at lytte til deres reaktioner, samme fortælling kan derfor fremtræde i mange versioner. 

"Alle Børnene" genren: Legekulturen kan præges af forskellige diller som fx. i 1990 hvor denne genre dukkede op, genrens stof er temaer/indtryk fra virkeligheden og kan som andre genrer i legekulturen være et medie for b.la  at udtrykke død, incest og sex, det der oftest er kulturelle tabuer kan blive formuleret på en passende/humoristisk måde.

Parodier: En parodi er en komisk efterligning, det kan fx. udtrykkes i måden at gå eller tale på, det handler om at" gøre grin med noget". For at kunne udføre en parodi som tilskuerne kan genkende er det vigtigt man selv kender til det man skal parodiere.  Det der "gøres grin med" er ofte noget fint kulturelt eller noget alvorligt.

Rim og remser: De har et fælles grundlæggende træk, nemlig en klar markeret rytme, rim og remser kan være svære at kategorisere, en rimform kan fx. være bogstavrim, børn lærer oftest rim og remser fra voksne og hinanden imellem. 

Pædagogens betydning for legekulturen i institutioner

Institutionen har pædagogiske/samfundsmæssige opgaver, men kan også være et mødested for legekulturen, et sted hvor kulturkampe kan opstå, hvor voksne skal bestemme hvilke udtryksformer de accepterer børnene bruger. Den pædagogiske institution er også en kulturinstitution.

Det er op til pædagogerne hvordan de vil forholde sig til legekulturen og hvordan de vil sætte rammerne og vilkårene.Det er vigtigt børnene har mulighed for at udfolde sig uden at de bliver afbrudt af pædagogerne, når børn laver en selv organiseret aktivitet, er det okay som pædagog at vende det døve øre til, hvor det i andre situationer kan være en fordel at inddrage børnene i en aktivitet, fx. en konkurrence på en parodi.

Resume udarbejdet af Kamilla Toft Johansen